Susanne Branner Jespersen bliver ny sekretariatschef i LGBT+ Danmark og Jackie Vesterhaab Kristensen er ny forperson

Nu forhenværende forperson i LGBT+ Danmark Susanne Branner Jespersen er ved starten af marts blevet konstitueret som ny sekretariatschef for LGBT+ Danmark.

Som del af en organisatorisk forandringsproces hvor stadig flere opgaver samles i foreningens sekretariat, er LGBT+ Danmarks landsledelse i overensstemmelse med nu forhenværende sekretariatschef Birgitte Munck Eriksen blevet enige om at sidstnævnte stopper i stillingen fra 28. februar. Susanne Branner Jespersen, som konstitueres frem til udgangen af august måned, kommer fra et job som selvstændig konfliktmægler og en del af ledelsen i Center for Konfliktløsning. Hun har frem til sin tiltrædelse været forperson for LGBT+ Danmark, og har tidligere i en årrække været ansat i foreningen som projektleder og strategisk fundraiser.

“LGBT+ Danmark står i en stærk position, ikke mindst hjulpet på vej af det kæmpestore arbejde Birgitte har lagt i at opbygge det, der i dag er et effektivt, ambitiøst og professionelt sekretariat. Jeg ser frem til at bygge videre på det arbejde og sammen med ansatte og frivillige i foreningen fortsætte kampen og LGBT+ Danmarks vigtige arbejde.” – Susanne Branner Jespersen, konstitueret sekretariatschef i LGBT+ Danmark

Konstitueringen af Susanne som sekretariatschef betyder samtidig at posten som forperson for LGBT+ Danmark overtages indtil Landsledelsens næste møde af Jackie Vesterhaab Kristensen, som hidtil har været foreningens næstforperson. På førstkommende Landsledelsesmøde konstitueres forperson og næstforperson frem mod Landsmødet den 2. maj 2020.