Frivillig- og eventkoordinator for LGBT+ Danmark i København  

LGBT+ Danmark er en landsdækkende forening, der varetager politiske interesser for LGBT+ personer i Danmark og internationalt. Det overordnede mål for foreningen er at skabe varige politiske og sociale forandringer til gavn for LGBT+ personer, herunder at modvirke minoritetsstress og øge trivslen blandt LGBT+ personer i ind- og udland. Foreningen står midt i en spændende periode med vækst i både nationale og internationale aktiviteter, samt en snarlig flytning til nye og større lokaler.

LGBT+ Danmark søger en frivillig- og eventkoordinator med base og daglig arbejdsplads i København. Koordinatoren skal være ansvarlig for udbredelsen af frivillige besøgsvenner for LGBT+ personer i København og omegn, igangsætte events i København, herunder understøtte, inspirere og styrke LGBT+ Danmarks frivillige i alle aldre, samt understøtte aktiviteter og samarbejde med øvrige lokale LGBT+ grupper på Sjælland og Bornholm.

LGBT+ Danmark arbejder teambaseret og du skal være indstillet på et tæt samarbejde med kolleger i dit team, samt have øje for samarbejdsflader med andre teams. Stillingen er placeret i nationalt team. Du vil arbejde tæt sammen med foreningens frivilligkonsulent, og have samarbejde med teamet for kommunikation & politik ang. eventplanlægning. Desuden vil der være tæt samarbejde med LGBT+ Danmarks frivillige.

I en stilling hos LGBT+ Danmark tilbyder vi:

En stilling i en forening, der er under stor udvikling.

Et job, hvor du og dine kompetencer i høj grad vil komme i spil, hvor vidensudveksling og udvikling prioriteres, og hvor der vil være rig mulighed for at udvikle nye kompetencer.

Introduktion til normkritiske og intersektionelle arbejdsmetoder med fokus på minoritetsidentiteter og -markører.

God mulighed for selv at tilrettelægge og styre din tid.

En arbejdsplads hvor du, din kønsidentitet og dine pronominer bliver anerkendt og anvendt.

En plads i et engageret sekretariat af ca. 20 ansatte og mange frivillige, der arbejder hårdt for at forbedre LGBT+ personers rettigheder i både ind- og udland.

Du vil få ansvar for at:

  • projektlede LGBT+ Danmarks samarbejde med Københavns Kommune om besøgsvenner for LGBT+ personer
  • målgruppe- og frivilligrekruttere til besøgsvennetjenesten
  • planlægge og koordinere LGBT+ Danmarks frivilligdeltagelse i Copenhagen 2021
  • planlægge og koordinere løbende arrangementer og events for frivillige og medlemmer, fx ifbm. mærkedage for LGBT+ Danmark, herunder initiering og understøttelse af en frivillig eventgruppe
  • planlægge og koordinere tiltag til at styrke frivilligfællesskabet i LGBT+ Danmark, herunder initiering og understøttelse af en frivillig velkomstgruppe
  • understøtte LGBT+ Danmarks sociale frivilliggrupper i København, fx mhp. organisering og samarbejde i grupperne, frivilligpolitik, opfølgning på tiltag og udvikling, m.m.
  • bidrage til udviklingen af rammer, vilkår og tilbud til frivillige i LGBT+ Danmark
  • bidrage til dokumentation og registrering af de frivillige aktiviteter og samarbejder

Vi forventer, at du:

  • har min. 2 års dokumenteret professionel erfaring med frivillighed og eventplanlægning
  • er en stærk koordinator, der drives af at få alle løse ender til at gå op
  • ikke er bange for selv at tage fat på de mere praktiske opgaver ifbm. arrangementer og events
  • besidder stærke samarbejdsevner, som du tager i brug i samarbejdet med frivillige
  • kan facilitere inddragende møder, workshops og processer, der giver plads til personlig og organisatorisk udvikling
  • har faglig indsigt i LGBT+ sagen og erfaring med området
  • er indstillet på at arbejde ud fra et normkritisk perspektiv

Vilkår og rekrutteringsproces:

Ansættelse finder sted med forventet opstart 1. maj eller 1. juni. Der er tale om en 37 timers stilling til og med 31. december 2021, derefter afhænger timetallet af finansiering. Projektet om besøgsvenner løber fra 2021-2023. Der skal påregnes en del aften/weekend arbejde, hvor der kompenseres med fleksibilitet i arbejdstidstilrettelæggelsen. Lønrammen følger overenskomst mellem AC og staten.

Send en motiveret ansøgning og CV til sekretariatschef Susanne Branner Jespersen på sbj@lgbt.dk senest den 5. april 2021. Samtaler forventes afholdt i uge 15 og 16. Der vil blive afholdt 2 samtalerunder, og anden runde vil tage udgangspunkt i en faglig case.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte frivilligkonsulent Maria Schmidt Myhlendorph på mmy@lgbt.dk.

LGBT+ Danmark opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen.